Det skal du vide om direktørkontrakter

Er du opmærksom på, hvad der skal indgå i direktørkontrakter? Det kan få store konsekvenser for din virksomhed. Derfor anbefaler vi, at du altid rådfører dig med din advokat inden du skriver under. Læs mere herunder.

Da en direktør varetager en selvstændig stilling og ikke er underlagt instruktionsbeføjelser, er pågældende ikke er omfattet af funktionærlovens regler. Det er derfor vigtigt, at både virksomhed og direktør er opmærksomme på, at alle væsentlige forhold skal være reguleret i kontrakten herunder forhold, der normalt vil være reguleret i funktionærloven, f.eks. ret til løn under sygdom, opsigelsesvarsler m.v.

I mange tilfælde er direktøren ligeledes medejer af virksomheden, og der er i den forbindelse særligt behov for at sammenkoble direktørkontrakten og ejerskabet kontraktuelt, hvilket man typisk gør i ejeraftalen mellem virksomhedens ejere.

Hvordan betegnes en direktør?

En direktør bliver ansat af virksomhedens bestyrelse eller tilsynsråd, hvorefter ansættelsesforholdet beror på en ansættelseskontrakt, navnlig en direktørkontrakt. En direktør kan selv vælge at fratræde sin stilling, men kan ligeledes blive afsat bestyrelsen eller tilsynsrådet, som har ansat pågældende.

Der gælder for en direktør, at pågældende

  • varetager alle sædvanlige forretningsmæssige samt organisatoriske dispositioner i forbindelse med selskabets drift,
  • ansætter og afskediger virksomhedens medarbejderstab,
  • sætter rammerne for medarbejdernes arbejdsområder og beføjelser,
  • er anmeldt som direktør ved Erhvervsstyrelsen, og
  • referer direkte til virksomhedens bestyrelse, herunder underretter om alle forhold vedrørende selskabet, som formodes at have interesse for bestyrelsen

Det er derfor ikke stillingsbetegnelsen, der i sig selv er afgørende for, hvorvidt der er tale om en reel direktør, men derimod en konkret vurdering af bl.a. stillingens beføjelser og ansvar. Omvendt kan stillingsbetegnelsen være med at fastslå direktørens muligheder for at agere og forpligte virksomheden i forhold til omverdenen, og er derfor ikke uden betydning i den samlede vurdering.

Hvad bør man være opmærksom på ved en direktørkontrakt?

Som ovenfor beskrevet har direktøren det overordnede ansvar for virksomheden, hvilket ligeledes medfører, at direktøren ikke er omfattet af de beskyttelsesregler, som gælder for almindelige lønmodtagere. Man bør derfor som minimum iagttage følgende, når virksomheden og direktøren skal forhandle en direktørkontrakt:

  • Stillingsbetegnelse, herunder præcis og udfyldende beskrivelse af ansvar samt beføjelser
  • Ret til at påtage sig tillidshverv under ansættelsesforholdet
  • Løn, herunder bonus, personalegoder, pension og ferie
  • Rettigheder i forbindelse med sygdom
  • Opsigelsesvarsel, derunder eventuel fratrædelsesgodtgørelse
  • Kunde- og/eller konkurrenceklausul samt tavshedspligt
  • Eventuel allerede optjent anciennitet, hvis direktøren forinden allerede er ansat i virksomheden og er blevet forfremmet
  • Eventuelt samspil med ejeraftale, hvis også direktør har ejerandel i virksomheden

Brug for rådgivning?

Hos Advokatgruppen er vi specialister i arbejds- og ansættelsesret. Med mange års erfaring står vi klar til at rådgive dig. Få en gratis vurdering ved at kontakte en af vores kompetente advokater.