EU deltidsdirektiv

Anders Birch Poulsen
Advokat (L) / Partner / Mediator

Hvornår udløser merarbejde for en deltidsansat ret til overtidstillæg?

To nyligt afsagte faglige voldgiftskendelser fastslår, at deltidsansatte har krav på overtidstillæg allerede ved arbejde ud over deres individuelt aftalte arbejdstid, når der i virksomheden er sammenlignelige fuldtidsansatte. Det er ikke en betingelse, at arbejdstiden overstiger fuldtidsnormen på 37 timer pr. uge.
Kendelserne FV2025-528 og FV2025-795 er afsagt den 4. februar 2026.

Sagens kerne: Forholdet mellem overenskomster og deltidsdirektivet

Arbejdsretten behandlede spørgsmålet, om bestemmelser i gældende overenskomster er forenelige med EU-direktivet om deltidsarbejde (deltidsdirektivet), som fortolket af EU-Domstolen. Direktivet fastslår klart, at deltidsansatte ikke må stilles ringere end fuldtidsansatte for tilsvarende arbejde.
I praksis har mange overenskomster – både på det private og offentlige område – opereret med en model, hvor deltidsansatte først får krav på overtidstillæg, når deres arbejdstid overstiger fuldtidsnormen. Timer mellem den individuelle deltidsnorm og fuldtidsnormen (typisk 37 timer) er derfor blevet honoreret med almindelig timeløn.

Arbejdsretten nåede i deres afgørelse frem til, at denne konstruktion udgør en ulovlig forskelsbehandling i strid med deltidsdirektivet, når sammenlignelige fuldtidsansatte modtager overtidstillæg for tilsvarende merarbejde.

I FV2025-528, der vedrørte Industriens Overenskomst og Industriens Funktionæroverenskomst, blev det fastslået, at flere konkrete bestemmelser er i strid med direktivet. DIO I blev pålagt at anerkende, at disse regler ikke kan opretholdes i deres hidtidige form. Samtidig blev det fastslået, at overenskomsterne fremover skal anvendes sådan, at deltidsansatte med sammenlignelige fuldtidsansatte har ret til overtidstillæg, uanset om arbejdet ligger ud over virksomhedens normale arbejdstid eller den generelle fuldtidsnorm.

FV2025-795 omfattede spørgsmålet, om aflønning uden overtidstillæg i intervallet mellem deltidsnorm og fuldtidsnorm efter en lang række overenskomster på det offentlige område var i overensstemmelse med deltidsdirektivet. Også her blev det fastslået, at deltidsansatte ikke kan stilles ringere end fuldtidsansatte.

Konsekvenser for overenskomstparterne

Kendelserne understreger, at overenskomstfriheden har klare EU-retlige grænser. Parterne kan ikke ved kollektiv aftale fastlægge løn- og arbejdstidsregler, som medfører, at deltidsansatte behandles mindre gunstigt end fuldtidsansatte i sammenlignelige situationer. I praksis betyder det, at deltidsansatte skal have tillæg for overarbejde allerede fra første time ud over den individuelle deltidsaftale, og ikke først, når fuldtidsnormen er nået.

Vi kan hjælpe

Da deltidsdirektivet blev implementeret i dansk ret i 2001, rejser kendelserne spørgsmål om potentielle efterbetalingskrav. De understreger samtidig, at overenskomster, interne aftaler og lønsystemer skal tilpasses, så deltidsansatte sikres de samme rettigheder som fuldtidsansatte.

Det kan være vanskeligt at navigere i de konkrete krav og sikre korrekt implementering. Vi anbefaler derfor altid, at arbejdsgivere søger rådgivning hos en advokat med speciale i arbejds- og ansættelsesret.
Kontakt os for en gratis og uforpligtende samtale på 70 10 13 30 eller via kontaktformularen på siden. Vores team er en del af Advokatgruppen og har omfattende erfaring med arbejds- og ansættelsesretlige sager. Den første indledende samtale er altid uden beregning.