Ferieafholdelse under opsigelse og fritstilling

Anders Birch Poulsen
Advokat (L) / Partner / Mediator

Er du i tvivl om din ferieafholdelse, hvis du bliver opsagt eller fritstillet? Måske er du arbejdsgiver og mangler overblik over, hvad den opsagte / fritstillede medarbejder har ret til med hensyn til ferieafholdelse. Læs med i artiklen herunder og få svarene. Har du brug for specialiseret rådgivning til netop din situation, så tøv ikke med at kontakte os på 70 10 13 30 eller udfyld vores kontaktformular på siden her.

Retten til ferieafholdelse reguleres af ferieloven

Når du som lønmodtager er opsagt eller fritstillet, er du fortsat ansat. Derfor gælder ferielovens regler for afvikling af ferie. Det betyder, at du har ret til årlig ferie og feriebetaling i opsigelsesperioden.

Det er vigtigt at bemærke, at ferieloven ikke indeholder bestemmelser om feriefridage. Hvorvidt ferieloven og dens præceptive regler finder anvendelse på feriefridage, afhænger derfor af en eventuel overenskomst eller den konkrete aftale mellem arbejdsgiver og medarbejder.

Hovedferie og restferie

Som lønmodtager optjener du ret til både hovedferie, som udgør 15 dage, og øvrig ferie/restferie på 10 dage i løbet af ferieåret. Optjeningen sker løbende med 2,08 feriedage pr. måneds ansættelse. Det svarer til 25 feriedage på et helt år.

Ferien optjenes i ferieåret, som løber fra den 1. september til den 31. august året efter. Ferien afholdes i ferieafholdelsesperioden, der strækker sig fra ferieåret og de 4 efterfølgende måneder frem til den 31. december, hvilket giver en samlet ferieafholdelsesperiode på 16 måneder.

Hovedferien skal afholdes i sammenhæng inden for hovedferieperioden, som strækker sig fra den 1. maj til den 30. september.

Som udgangspunkt optjener du først de 10 dages restferie fra den 1. september og 5 måneder frem. Hvis lønmodtageren har optjent mindre end 15 dage, betragtes hele den optjente ferie dog som hovedferie. Dette kan være tilfældet, hvis en lønmodtager ansættes senere på året og ikke tidligere har haft beskæftigelse i perioden. En lønmodtager, der eksempelvis bliver ansat den 1. marts og optjener 2,08 feriedage pr. måneds ansættelse, kan i resten af ferieåret kun nå at optjene 14,56 feriedage. Da dette er under grænsen på 15 dage, vil hele ferien blive betragtet som hovedferie. I modsætning til den tidligere ferielov, hvor hovedferie blev optjent først, er systemet nu vendt om, så restferie optjenes først, hvis medarbejderen kan nå at optjene mere end 15 dage i løbet af resten af ferieåret.

ferieregnskab hovedferie og restferie | Ferieafholdelse under opsigelse og fritstilling

 

Ferievarsling

I henhold til ferieloven er det arbejdsgiveren, der fastlægger feriens placering i ferieafholdelsesperioden efter forhandling med dig som lønmodtageren/ din medarbejder. Arbejdsgiveren skal så vidt muligt imødekomme lønmodtagerens ønsker om feriens placering. I sidste ende er det dog arbejdsgiveren, der har ledelsesretten til at planlægge ferieafholdelsen.

Som arbejdsgiver skal du varsle din medarbejder om ferieafholdelsen så tidligt som muligt. Hovedferien skal varsles senest tre måneder før den begynder, mens restferien skal varsles senest én måned før afholdelsen.

Regler for ferieafvikling i opsigelsesperioden

I forbindelse med en opsigelse, kan din arbejdsgiver ønske at få afviklet din ferie i opsigelsesperioden. Dog skal de almindelige regler for varsling af ferie stadig overholdes, selvom du er blevet afskediget. Det betyder, at både du og din arbejdsgiver skal varsle hhv. hovedferien mindst 3 måneder før afholdelse og restferie mindst 1 måned før.

Hvis du har optjente feriedage, har din arbejdsgiver ret til at varsle ferie inden din opsigelsesperiodes udløb. Ferien skal dog være optjent ved starten af den måned, hvor du bliver varslet at holde den. Du vil derfor have 2,08 feriedage, som du ikke kan blive pålagt at afholde, som optjenes i den sidste ansættelsesmåned, da varslet her er udløbet.

Opsigelsesvarsel på 3 måneder eller derunder

Hvis din opsigelsesperiode er 3 måneder eller derunder, kan din arbejdsgiver ikke pålægge dig at afholde hovedferie i perioden – heller ikke selvom den er varslet, inden du blev opsagt. Hovedferien kan dog stadig afholdes, hvis du og din arbejdsgiver bliver enige om det.

Har du allerede har fået bekræftet din hovedferie, før du blev opsagt, er du ikke forpligtet til at afholde den i opsigelsesperioden, medmindre du selv ønsker at fastholde ferien. Arbejdsgiveren kan dog fastholde den planlagte ferie, hvis opsigelsesperioden forlænges med det antal feriedage, du afholder. I dette tilfælde har du pligt til at afholde den varslede ferie. Dette gælder også, selvom den samlede opsigelsesperiode udgør mindre end 3 måneder.

Som lønmodtager kan din arbejdsgiver pålægge dig at afholde øvrig ferie i opsigelsesperioden, hvis ferien varsles mindst 1 måned før afholdelsen.

Opsigelsesvarsel på mere end 3 måneder

Har du en opsigelsesperiode på mere end 3 måneder, har din arbejdsgiver mulighed for at kræve, at du både afholder din hovedferie og restferie, hvis de gældende varsler herfor overholdes, og ferien kan placeres inden for opsigelsesperioden. Du kan imidlertid ikke pålægges at afholde forskudsferie.

For at kunne pålægges at afholde hovedferie, skal du have optjent mindst 15 feriedage, inden ferien begynder. Hvis du på ferietidspunktet ikke har optjent nok feriedage, kan din arbejdsgiver i stedet varsle dig at afholde restferie, hvis du herefter stadig har mulighed for at optjene de 15 dage, der kræves for hovedferie. Hovedferien skal placeres i hovedferieperioden fra den 1. maj til den 30. september.

Regler for ferieafvikling i fristillingsperioden

En fritstilling sidestilles med et automatisk pålæg om, at medarbejderen skal afholde mest muligt ferie i fritstillingsperioden.

Når en medarbejder bliver fristillet, bliver fritstillingen automatisk sidestillet med et pålæg om, at medarbejderen skal afholde mest muligt ferie i fritstillingsperioden. Dette betyder også, at din arbejdsgiver ikke skal varsle ferie særskilt, når du er fristillet. Dog skal opsigelsesperioden være lang nok til at dække ferievarslet og selve ferien. Desuden gælder som sædvanligt, at hovedferien ikke kan pålægges afholdt uden for hovedferieperioden.

Nyt arbejde i fritstillingsperioden

Du beholder som udgangspunkt retten til din ferie, hvis du får et nyt arbejde i fritstillingsperioden. Din tidligere arbejdsgiver kan kun kræve, at du afholder ferie i fritstillingsperioden, hvis du har en arbejdsfri periode, der svarer til længden og placeringen af den varslede ferie. Hvis du ikke har en sådan periode uden arbejde, kan ferien ikke anses for afholdt.

Hvis din tidligere arbejdsgiver ikke har mulighed for at modregne din nye løn under fritstilling, vil ferien alligevel blive betragtet som afholdt, selvom du reelt ikke har haft fri. I så fald modtager du både løn fra din tidligere arbejdsgiver og din nye arbejdsgiver i perioden. Din ret til dobbelt løn afhænger af din fritstillingsaftale, medmindre du er omfattet af funktionærloven, der sikrer retten til minimumserstatning.

Optjening af ferie i opsigelsesperioden

Du optjener fortsat feriedage og feriepenge i din opsigelsesperiode, uanset om du er opsagt på sædvanlig vis eller fritstillet.

Hvis du får nyt arbejde i din fritstillingsperiode, ophører din indtjening af feriedage hos den arbejdsgiver, der har fritstillet dig. Dog kan du fortsat optjene feriepenge af en eventuel lønforskel, hvis din tidligere arbejdsgiver udbetaler en højere løn end din nye arbejdsgiver. Samtidig optjener du feriepenge af den løn, du får fra din nye arbejdsgiver.

Ferie, der ikke er i opsigelsesperioden

Hvis du har resterende feriedage, som du ikke når at optjene inden opsigelsesperiodens udløb, har du ret til at få udbetalt feriegodtgørelse eller feriepenge fra din tidligere arbejdsgiver.

Kontakt os for specialiseret rådgivning

Har du brug for specialiseret rådgivning, så tøv ikke med at kontakte os.

Vi er en del af Advokatgruppen og vores advokater er specialister inden for ansættelses- og arbejdsret. Vi bistår dig gerne, uanset om du er arbejdsgiver eller medarbejder. Udfyld kontaktformularen her på siden, eller ring til os på 70 10 13 30 for en uforpligtende samtale om din sag. Så vil du blive kontaktet af vores team hurtigst muligt.

 

FAQ

Ja, under visse betingelser må din arbejdsgiver pålægge dig at holde ferie i opsigelsesperioden. Ved denne vurdering lægges der bl.a. vægt på følgende:

Hvor lang din opsigelsesperiode er, om du er blevet fritstillet, eller om du skal arbejde i perioden, og om arbejdsgiveren overholder ferielovens varslingsregler.

Hvis du skal arbejde i opsigelsesperioden

Ferie skal varsles, så din arbejdsgiver kan derfor kun pålægge dig at holde ferie i opsigelsesperioden, såfremt din ferie er korrekt varslet.

Af ferielovens § 9, stk. 2, gælder følgende varslingsregler:

Hovedferien (3 ugers sammenhængende ferie) skal varsles 3 måneder inden afholdelsen. Restferien (den øvrige ferie) skal varsles 1 måned inden afholdelsen.

Det betyder, at din arbejdsgiver ikke kan pålægge dig at afholde (noget af) din hovedferie, hvis din opsigelsesperiode er 3 måneder eller derunder, jf. ferielovens § 11, stk. 1, 1. pkt., medmindre din ferie er varslet inden opsigelsen.

Eksempel:

Du er blevet opsagt den 20. marts og har et opsigelsesvarsel på 3 måneder (med fratrædelse den 30. juni). Din arbejdsgiver kan derfor ikke pålægge dig at afholde din hovedferie, idet den ikke vil kunne afholdes inden din fratrædelse. Her spiller det også ind, at du har krav på at hovedferien skal afholdes samlet, medmindre andet aftales. Din arbejdsgiver ville dog kunne nå at varsle afholdelse af restferie, idet varsling og afholdelse af denne kan indeholdes i opsigelsesperioden.

Har du derimod et opsigelsesvarsel på 4 måneder eller derover, vil din arbejdsgiver kunne nå at varsle afholdelse af hovedferie og vil derfor kunne pålægge dig at afholde din hovedferie i opsigelsesperioden, hvis det ligger i hovedferie perioden.

Ved fritstilling gælder der særlige regler.

Fritstilling er kendetegnet ved, at arbejdstageren ikke skal arbejde i opsigelsesperioden.

Det følger af ferielovens § 11, stk. 2, 1. pkt., at ferie anses for afholdt, hvis varslingsperioderne tillagt ferien kan rummes inden for fritstillingsperioden. Ferien skal derfor ikke varsles, såfremt arbejdstageren har haft en arbejdsfri periode svarende til feriens længde efter udløb af varslingsfristerne, jf. forudsætningsvis ferielovens § 11, stk. 2, sidste pkt., modsætningsvis.

Ferien anses derfor for afholdt i fritstillingsperioden uden varsel, såfremt:

Fritstillingsperioden er tilstrækkeligt lang, ferielovens varslingsregler kan rummes inden for perioden, og arbejdstageren reelt har haft mulighed for at afholde ferie.

Bliver du eksempelvis fritstillet med en opsigelsesperiode på 4 måneder, vil varslingen på 3 måneder samt hovedferien på 3 uger kunne rummes inden for perioden. Ferien vil derfor være anset som afholdt, såfremt du reelt har haft mulighed for at holde ferie efter varslingsperioden på 3 måneder, selvom din arbejdsgiver ikke har varslet ferien. Selvom du arbejder hos en ny arbejdsgiver i fritstillingsperioden anses ferien dog for afholdt alligevel.

Ved bortvisning opstår problemstillingen ikke, idet ansættelsesforholdet ophører straks. Der vil derfor ikke kunne afholdes ferie. Optjent ferie frem til bortvisningstidspunktet skal udbetales.
Reglerne er i det væsentligste de samme, som ved opsigelse fra arbejdsgiverens side. Arbejdsgiveren kan derfor stadig varsle ferie, såfremt varslingsfristerne kan overholdes, og ferien kan rummes inden for opsigelsesperioden.

Man bør være opmærksom på, at opsigelsesperioden ved opsigelse fra arbejdstagerens side som oftest er kortere end ved opsigelse fra arbejdsgiverens side.